21. Før Entrance

22. februar 2021 Slået fra Af Hanne Rømer

”Holy shit! Vi skal spille lige før Entrance!”

Hos Anna er på Multimusikfestivalen i Silkeborg sommeren1976, og jeg står med hovedet nede i programmet, for at få en ide om, hvad der ellers bydes på. 

”Ja, det er jo helt flippet!” Irene griner og ryster lidt opgivende på hovedet, mens hun får stablet sit keyboard på benene.

Entrance har udstyr, der rejser sig som små blinkende højhuse ved juletid på den bageste del af scenen. Vi er blevet bedt om at placere os foran deres anlæg og kan bruge spillestedets PA (store sanganlæg). Et keyboard i flere etager tårner sig op bag Irenes lille Wurlizer-piano og Lottes basforstærker virker som en lilleput udgave af noget, der er købt i fætter BR.

Det er en ære, men også skræmmende, at skulle stille op foran nogle af Danmarks bedste musikere: Palle Mikkelborg, Kenneth Knudsen og Bo Stief. 

”Hvordan gør vi nu det her smartest?” tænker jeg, og forbinder vores ledninger fra klaveret videre til guitar-forstærkeren og herfra hen til bas-forstærkeren. Med den sidste forlænger skal jeg bare finde et strømstik, og det gør jeg oppe til venstre på scenen. 

”Det er som om jeg ikke kan skrue op”, lyder det fra Irene, der tjekker kablerne igen. Men kun svage akkorder kommer ud af forstærkeren.

”Der er noget galt” råber Lotte. ”Det er som om jeg ikke kan skrue ordentligt op for lyden!”

Karen rejser sig fra trommesættet og går frem på scenen. 

”Hvad fanden har I lavet?” 

En lysmester kommer os til hjælp og finder ud af, at jeg har placeret stikket i en rack der tilhører Entrance, og de bruger 110 volt! 

Vi er jo bare almindelige dødelige og bruger 220. Så vores lydprøve begynder med 15-20 minutters forsinkelse. 

Senere på aftenen skændes vi så det brager. Var det kun min skyld?