Talen til eleverne d. 25. juni 2011 – på store tude-dag 🙂
Jeg er på vej til Birdland for at starte min undervisning – 2 min i. Hannøhh! Har du en nøgle, så jeg kan få et par hovedpinepiller?
Jeg er på vej til kor? Hannøhh! Gider du låse op til Wonderland?
Jeg står mit i en instruktion af en baslinje i det nye nummer: Hanne! Skal vi egentlig selv ha soveposer med på turné?
Jeg sidder i krostuen og arbejder på min computer: Hanne! Har du set min blå trøje, jeg tror jeg glemte den i spisesalen?
Lærermødet skal til og i gang. Eleven kommer humpende: Hanne, kan du ikke lukke op til køkkenet, så jeg kan få en ny ispose?
Vi øver saxofon i ensemblet: Hanne, hvordan kommer man egentlig på konservatoriet?
Jeg er i gang med at gennemgå en grammatisk spidsfindighed i tysk: Må jeg gå på toilet? – èn gang til og så på tysk: Darf ich zu die Toilette gehen? Er det egentlig nach, in eller auf?
Jeg er på vej hjem – efter en rimelig lang dag: Hanne gider du ikke lige vise mig noget på klaveret, der er en mærkelig akkord?
Og jo mere fagligt det bliver – desto mere kan jeg ikke bare styrte videre ud i min dagligdag…
Og havde jeg for alvor samlet på dem i årets løb, havde der været en masse andre og måske endda meget sjovere – groteske – festlige – dumme – intelligente – finurlige – og så en masse ”meget passende” – spassende…
Det er sådan det er: Afbrydelsernes paradis – for hvem ku tænke sig et bedre job?
Kommer til en morgenvagt og så har eleverne skrevet på opslaget: Store knuse dag! Giv hinanden en krammer her til morgen!!!
Kommer tilbage efter lang tids fravær, har været på den anden side af ækvator og lært en masse nyt – og eleverne kommer mig stormende i møde og spørger hvordan jeg har haft det!
En elev har fået lov til at låne saxofonen med hjem i weekenden og står med store øjne og stille taknemmelighed og siger så langsomt og præcist: Jeg skal nok passe godt på den!
Når I nu kommer hjem, starter på den gamle skole – eller en helt ny – så har I levet i et fællesskab. Et fællesskab der på mange måder har været en skole i meget andet end tysk grammatik, fysik og matematik, styrketræning, replikker, koreografier og musikteori.
Der har godt nok været nogle, der har været oppe og toppes, som vi sagde i gamle dage. Det betyder at rulle temperamentet ud i mega-høje sætninger, opfinde grimme skældsord (jeg ville ikke skrive modbydelige) og i den grad fortælle den ”anden”, at der er noget man simpelthen ikke kan døje! – at skændes, at strides, at lægge arm, at kæmpe om at få ret – eller simpelthen VILLE være den der bestemmer i en eller anden sammenhæng… Min roomie er altså … … …
I har lært noget om at ”rumme hinanden” – at fatte og forstå at vi ved GUD er så forskellige, os mennesker! Og det at kunne rumme hinanden uden at miste sig selv (dvs: stadig øve sig i at forstå hvem man selv er) – er selve grundtanken i den Grundtvigske ide om den frie skole: en opdragelse til et demokratisk samfund. Demokrati…
En klog mand har sagt igen og igen – han har skrevet 8-10 bøger om det: at verden bliver først bedre, når vi holder op med at slå hinanden i hovedet med idéen om, at min GUD er større end din GUD.
Spørgsmålet er så, jamen hvem er GUD – hvad er GUD – hvor er GUD?
Er det antallet af venner på FaceBook?
Er det antallet af sko i skabet?
Er det Michael Jackson eller Steve Gadd?
Er det Sidney Lee eller Morphar med PH?
Er det Kirkegård eller Karen Blixen?
Er det Celine Dion eller Withney Huston?
Er det Chaplin eller Fred Astaire
Eller en billet til Roskilde – Og 7 kasser øl?
Eller er det Penge? Bilen? Jesus? Muhammed? Buddha eller Thor?
(nå – nej, de sidste er jo kun profeter…)
Jamen er det så fotosyntesen eller Newtons første lov?
Det er så fristende at være kristen i visse øjeblikke ikk? Dåb, konfirmation, bryllup og begravelse…
For i alle disse skænderier, skærmydsler, uvenskab, konflikter, kontroverser, uenigheder, kriser og diskussioner der kører af sporet – er der et enkelt begreb man kan ta op: TILGIVELSE
Og hvis der så er faldet lidt ro over feltet – hvad så med lidt HUMOR?
Hvis vi kan grine ad det hele sammen – så har fællesskabet lukket op igen med sin rummelighed.
Vi føler os jo ikke udenfor når vi griner sammen – eller når vi synger sammen som i går aftes!
At rumme hinanden i et fællesskab og give plads for mangfoldighed er måske den største gave VI kan gi’ os selv. Og den kræver at man kan blive afbrudt – og holde fast i sig selv – også selv om man er kommet ind på et vildspor derfor:
Dette – en efterskole – er AFBRYDELSERNES PARADIS!
Ta det med! Lad jer afbryde! men hold jer på sporet af det rummelige fællesskab!!! God rejse ud i jeres strålende og betagende FREMTID!
