Der er noget med døre.
Den første var svingdøren ind til Radiohuset. Den var stor og faretruende for en lille pige på elleve år, der sang i Radioens Pigekor. To gange om ugen skulle jeg gennem den dør og forbi receptionen for at komme rettidigt til korprøve.
Der var Kirkedøren til søndagsskolen, konfirmationen og mormors begravelse, men også døren til Danseskolen, hvor jeg lærte trin og dansede med en dreng – for ikke at tale om døren ind til rektors kontor.
På pisterne i de østrigske alper var døren ind til varmen i en træhytte den mest attraktive. Her var budgetteret med Glühwein og Apfelstrudel, eller te med rom og Kairserschmarren.
Senere var det porten ind til Konservatoriet på H.C. Andersens Boulevard. Den tunge dør med kunstfærdigt indrammede ruder skulle skubbes op, når først håndtaget var drejet ned. Derefter gik vejen ad brede trapper med noder i rygsækken og instrumentkassen i hånden.
Arkitekturen stak snuden frem med majestætisk autoritet. De store vinduer, højt til loftet, klingende akustik i flot harmoni med navnet: Det kongelige Danske Musikkonservatorium.
For at begynde sine studier her, var man dog nødt til at mase sig igennem endnu en dør på størrelse med et nåleøje.