Radioens koncertsal har smukke flader af rødbrunt træ på væggene. Store plexiglasplader hænger fra loftet og reflekterer lyset i spinkle stjerner og justerer samtidig akustikken.
Her sidder jeg blandt publikum og oplever mit livs første bigband koncert. Det er i slutningen af tresserne, og orkesteret er fra Sverige.
Jeg bliver suget ind af den nye lyd. Det er jazz på en helt anden måde, end den traditionelle New Orleans vi spiller i Maggotty Jazzband.
Det mindeværdige øjeblik slår gnister, da jeg får øje på kvinden bag det store hammondorgel. Ellers er der kun mænd på scenen.
Hun har lyst hår, der falder iltert ned på skuldrene. Den hvide bluse har blonder ved ærmernes manchetter og endnu flere omkring sin dybe udskæring.
Det svinger sejt og pågående, og minder mig om musikken til den nye krimiserie: Ironside. I dette hellige øjeblik lover jeg mig selv, at det er den slags jazz, jeg vil spille.
Det er Monica Dominique, og hun bliver mit første forbillede, og et lysende eksemplet på at kvinder kan også.
