Jeg kom fra tangenter og strenge, men i løbet af juleferien 74/75 gik jeg over til en tone ad gangen.
At læse musik på universitetet indebar en fremtid som musiklærer i gymnasiet. Men i halvfjerdserne var der nye toner på vej. Den klassiske musiks historie og teori var ikke nok. Nu skulle den musik de unge var optaget af: blues og jazz, beat og rock and roll, også have en rolle, og der blev taget initiativ til at danne sammenspilsgrupper.
Med irritation lagde jeg mærke til, at gruppen, der spillede inde ved siden af, udelukkende bestod af mandlige studerende. Der var trommer, bas og elektrisk guitar, et el-klaver og funklende blæseinstrumenter i metal. Deres musik sprang i ørerne, med et heftigt flow spændt ud som et mangefarvet flyvende tæppe under rytmerne.
I min gruppe spillede vi guitar og sang folkesange og der var en blød tværfløjte med.
”Efter juleferien spiller jeg saxofon!” sagde jeg kækt til læreren på MI (Musikvidenskabeligt Institut). Jeg havde forpligtet mig ved at sige det højt, skønt jeg aldrig havde set en kvinde spille saxofon.
Men hjemme havde min bror en altsax. Den kunne jeg med garanti låne.
