Mia og jeg sidder omkring bordet og sætter et orkester sammen på papir. Et bigband af kvindelige professionelle jazzmusikere fra hele Norden. Som udgangspunkt tromboner fra Norge, saxofoner fra Danmark og trompeter fra Sverige. Rytmegruppen bliver en blanding af nordiske nationaliteter, og fra Finland har en ung fremragende pianist sendt os et demotape.
Forberedelserne sker i løbet af vinteren 1993-94. Nordisk Kulturfond har finansieret den anden Nordiske Kvindekonference med titlen: ”Kvinders liv og arbejde – glæde og frihed”.
Fra en scene på en pram i floden Aura i Åbo skal startskuddet gå. Nordisk Kvinde Bigband er ved at blive født. Vi laver budgetter med rejseudgifter, sceneplaner, musikere og komponister. Det bedste er, at vi alle skal ha’ løn for vores arbejde.
Få dage inden koncerten går vi gang med de første prøver. Noderne er sendt ud, og jeg har en stak spritnye partiturer med. Jeg er nervøs og spændt på at møde tyve musikere, hvoraf jeg kun kender ca. en fjerdedel.
Men pianisten er ikke finlandssvensker, og mine landsmænd forstår ikke mit forsvenskede dansk. Jeg regner da med at vores fællessprog skal være skandinavisk – men den går ikke!
Jeg priser mig lykkelig for mine studieår i USA, da jeg ikke har problemer med at slå over i engelsk …