Vi er indlogeret på et hotel i Malmberget, og den aften skal vi være alene hjemme. Far og mor skal underholde på hotellet. Mor i sin smukke sorte taftkjole med brede stropper og guldbroderier hen over brystet. Far i smoking og håret redt tilbage med Brylcreme, så det danner små bølger.
”Godnat” siger mor og kysser os på panden. Vi putter i den samme seng, og hun fortsætter:
”Husk I har hinanden. I kan ringe på knappen her, hvis I trænger til hjælp.”
”Sov godt. Vi er hjemme når I vågner”, siger far.
Første og anden gang vi trykker på knappen kommer damen fra receptionen frem og siger noget helt forsigtigt, og for os totalt uforståeligt. Hun snakker jo svensk!
Nede under dynerne lader vi som om vi sover, og da hun er gået ligger vi og hikster af grin.
”Skal vi gøre det en gang til?” spørg’ jeg. Lotte nikker og fniser, og der sker nogenlunde det samme.
Men tredje gang kan vi høre på stemmen, at hun er vred, og Lotte begynder at tude af forskrækkelse.
Næste dag får vi skæld ud, nok vores første store dundertale!
