12. Ulykken

13. februar 2021 Slået fra Af Hanne Rømer

 Jeg svarer ikke. Jeg har min blå gymnastikdragt på og bløde sko. Jeg sidder på en smal bænk af træ og kigger ned i gulvet og ryster på hovedet. Men jeg siger ikke noget.

”Er det ikke din søster, der blev kørt ned ude foran hotellet i lørdags?” Gymnastiklæreren spørger igen og selvfølgelig på svensk, men jeg lader som om jeg ikke forstår det.

Men jeg ved det godt. Lotte ligger på hospitalet, og hendes ben er brækket. Lægerne har sat et søm i. De siger, at det vokser sammen igen, og at hun snart kommer hjem.

Vi var på vej hjem fra hotellet hvor far og mor spillede. Det var mørkt og gadelygterne gav et gyldenbrunt skær, mens store snefnug dansede langsomt ned i lyset fra en dybsort himmel. På hver side af vejen lå der store volde efter snerydningen. 

Jeg havde sagt ja til at holde hende i hånden, indtil vi var kommet helt hjem, men hun rev sig løs, løb ud på vejen og blev ramt af en taxa. 

Lotte var lige blevet fem, og jeg var seks et halvt år gammel og storesøsteren, der ikke kunne passe på hende.

”Er det ikke din søster, der blev kørt ned ude foran hotellet i lørdags?” Gymnastiklæreren spørger igen og selvfølgelig på svensk, men jeg lader som om jeg ikke forstår det.

Men jeg ved det godt. Lotte ligger på hospitalet, og hendes ben er brækket. Lægerne har sat et søm i. De siger, at det vokser sammen igen, og at hun snart kommer hjem.

Vi var på vej hjem fra hotellet hvor far og mor spillede. Det var mørkt og gadelygterne gav et gyldenbrunt skær, mens store snefnug dansede langsomt ned i lyset fra en dybsort himmel. På hver side af vejen lå der store volde efter snerydningen. 

Jeg havde sagt ja til at holde hende i hånden, indtil vi var kommet helt hjem, men hun rev sig løs, løb ud på vejen og blev ramt af en taxa. 

Lotte var lige blevet fem, og jeg var seks et halvt år gammel og storesøsteren, der ikke kunne passe på hende.