Søndag formiddag synger mor i kirken og far rumsterer i køkkenet.
Lotte og jeg sidder omkring det runde bord i stuen og tegner tøj til påklædningsdukkerne, mens Ole ligger på gulvet og leger med Lego. Vi hører et radioprogram for børn.
Hver uge følger vi med i en krimi om et par skurke, der kører rundt i Danmark og røver banker. I hver udsendelse er de på vej til en ny by, og det gælder om at regne ud, hvor de skal hen, og derefter selv skrive det næste kapitel.
Pludselig sidder jeg helt stille. Lotte kigger spørgende på mig. Jeg har næsten glemt, at jeg i søndags gættede byen, skrev en historie og sendte den ind.
Programværten er begyndt at læse op og slutter med at fortælle, at denne uges vinder er Hanne Rømer Nielsen fra Hvidovre. Hun vil få tilsendt en bogpræmie.
Så går døren op fra køkkenet, og far står muntert grinende med forklæde på og en grydelap i hånden. Han siger på sin umiskendelige bornholmske dialekt:
”Jamen det vidste vi jo ikke noget om!” Jeg smiler stolt tilbage men er også genert.