”Min salighed!” Et udtryk min mor brugte, når noget uventet og godt skete. Og det røg ud af hendes mund, da jeg kom hjem og fortalte, at jeg skulle til Finland for Foreningen Norden.
Jeg går i første G, og skolen har lagt vægt på, at jeg taler svensk, spiller guitar, synger godt og derfor kan optræde i forskellige sammenhænge. Jeg skal rejse sammen med en gruppe københavnske skoleelever, og vi lærer hinanden at kende på den lange togrejse til Stockholm. Guitaren kommer frem og vi synger de populære folkesange og viser de fleste kender, og falder i søvn på sejlturen til Helsingfors.
På vej hjem har vi meget at snakke om. Vi er trætte og alligevel opstemte, da vi finder en mørk salon, hvor vi kan sove. I bagagen har jeg et tykt stearinlys, som jeg stiller på bordet. Flammen giver et smukt lys til alle de nye ansigter, hvor specielt Ronnies øjne ofte møder mine. Vi havner senere i et hjørne og sidder tæt sammen og snakker. Han er fra Göteborg.
Næste morgen, da vi er på vej i land, kommer en høj smilende pige med mørkt krøllet hår op ved siden af mig.
Med et blink i øjet spørger hun: ”Sig mig, hvad lavede du med ham svenskeren i nat?”
Jo, så meget at vi blev pennevenner, og jeg besøgte ham en enkelt gang i Göteborg.
