Der findes et billede af mig, hvor mit yndige lille treårige ansigt er omkranset af lyst krøllet hår. Jeg river græs sammen med min far i familiens store have.
Et par år efter er hårfarven ændret til lysblond og senere leverpostejsfarvet uden nævneværdige krøller, og sådan forbliver det op gennem min skoletid.
Så kom hjælpen: Hippietiden og hennafarven. Min hårpragt fik mere karakter, og når jeg lod det vokse kom krøllerne. Skønt, men ikke nok.
På en tur til Paris i 75 gik jeg til fransk frisør og fik en topmoderne permanent, og dermed Angela Davis-hår. Afro-frisure.
Men i mit stille sind var jeg misundelig på piger med langt lyst hår. Hår, der var tykt og glat, og som hang ned på skuldrene. Og som ku’ sættes op på flere måder – med og uden franskbrød.
Jeg tog springet og trak farven ud i starten af firserne – med kemikalier.
Stor var overraskelsen, da mit nye lyse hår krøllede på en naturlig måde.
I en lang periode på mere end ti år havde jeg den frisure. Sommeren gjorde det helt hvidt.
Jeg er sikker på, at man kan aflæse mine livsperioder på de frisurer jeg har haft.
Nu er det kort og gråt med et skær af blåt.