Det skulle være på engelsk. Jazzens sprog. Det handler om at blive god til at improvisere, og det betyder øvning, øvning og atter øvning. 

Skalaer op og ned, akkordbrydninger og små figurer bliver flyttet rundt i alle tonearter. Dybest set kedeligt.

Hos Anna er på programmet i Holbæk Jazzklub. Sætningen falder i en pause: ”Kvinder kommer aldrig til at spille jazz og improvisere så godt som mænd!” Det er i 1976, og et af bestyrelsesmedlemmerne, der formulerer sig meget bestemt og kategorisk. 

Den sved. Det var en provokation og den brændte i mit sind mange år efter.

Det førte til et nyt initiativ. Mange af de kvinder jeg mødte, som var i gang med at spille sax, boede i lejlighed og havde det på samme måde. Det er surt at øve sig alene, og i en lejlighed med naboer der kan lytte med, er det bare så tæt på pinligt.

I workshoppen mødtes vi i en kælder og spillede øvelser sammen, men også bluesskalaer og jazz-temaer. Vi snakkede blade og mundstykker, kropsholdning og spilleposition, rytmik og timing, intonation og tonekvalitet. 

Det lød ikke godt! Men vi blev ved. Det blev bedre, og i 1978 så mit første bigband dagens lys med et passende navn: HEXEHYL Big Band. Også min yngste datter blev født det år, og den første koncert indebar en dirigent i niende måned, der spillede sopransax. Tenoren var for stor og tung.

28 kvinder: tre fløjter, tre trompeter, 2-3 tromboner og 8 (!) saxofoner samt rytmegruppe.