Forbudt cykeltur

Min første cykle, og jeg lærer det hurtigt. Far har gennemgået reglerne, og jeg kan række hånden op, når jeg skal standse. Højre og venstre kender jeg forskel på, og den rigtige arm skal ud til siden, når jeg skal svinge.

Jeg må kun cykle ned til Stillidsvej, vende og tilbage igen ad Dansvej til den lille rundkørsel i svinget. Far eller mor vil hele tiden kunne se mig.

Vores vej er en stille villavej, og op og ned ad Dansvej bliver kedeligt. Jeg ved, at jeg kan køre hele vejen rundt. Følge Dansvej og dreje ind på Idrætsvej, til højre igen ad Doras Allé, og videre hen til Stillidsvej og så ind på Dansvej igen.

Kører jeg den vej rundt, er det højresving hele tiden. Det kan umuligt være farligt.

”De kan da ikke holde øje med mig hele tiden”, tænker jeg. Men opdaget bliver det, og jeg får en regulær endefuld. Den eneste korporlige afstraffelse jeg kan huske fra min barndom. 

Far satte sig ned på en bænk og lagde mig hen over sine lår.  Bukserne blev trukket ned, og nogle mærkbare slag i den bare rumpe brændte i flere timer efter. 

Det er svært at glemme.