22. Lavt til loftet

23. februar 2021 Slået fra Af Hanne Rømer

Vores unge finske pianist har med store bogstaver forkyndt, at hvis vi skal flyve med Aeroflot – så skal hun ikke med. 

Vi skal repræsentere de nordiske lande med vores musik til Den internationale Kvindekonference i Beijing. Året er 1995 og vi flyver med SAS.

Forberedelserne er monstrøse. Visum, flybilletter, indrejsepapirer (også til instrumenterne, der alle skal vejes hjemmefra), hotelreservationer, tur-aktiviteter og meget andet.

Den første koncert er programsat, kun få timer efter vi er landet. I lufthavnen venter en bus med chauffør og en guide, der taler et næsten uforståeligt engelsk. Efter en svær samtale ender det med koncerten først – så hotellet. 

Midt på eftermiddagen når vi frem til spillestedet. Vi bliver modtaget i et aflangt rum med meget lavt til loftet. Det ligner et stort mødelokale, men det er her.

”Her kan vi da ikke spille!” lyder det fra en af trompetisterne, der ser sig undrende omkring i rummet.

Flere af musikerne har det skidt med jetlag og hovedpine. Vi har alt med selv: kontrabas og forstærker, guitar og forstærker, keyboard og forstærker, sanganlæg og højtalere og alle blæsere – hver sit ”horn”. Arbejdet med at stille op bliver på Panodil og brusevand fra kinesiske plastikflasker.   

En dyb skuffelse og utilfredshed breder sig blandt medlemmerne, og om lidt skal jeg dirigere en koncert i et totalt uegnet lokale. Hvem sagde kultur chok? 

Vi gennemfører en lydprøve, og da første sæt skal begynde, må jeg konstatere, at kun få mennesker er dukket op for at opleve Det nordiske Kvindebigband, April Light Orchestra

Jeg fortæller historien om Thad Jones, der var kommet til Randers med et bigband. Publikum var kun halvt så stort som orkesteret, hvorefter han vendte sig om mod sine musikere og sagde:

”Those who came to-night, are never gonna regret it! Let’s play!”