Det er vinter, og det er hundekoldt. Jeg skal til Flensborg og spille den første koncert med et nyt ensemble; en saxofonkvintet. Vi har døbt os selv Sax in the City.
Der er et portræt af hver af os på plakaten:
Fem saxofonister, der har fundet hinanden i musikken. Et fællesskab, der forbinder stilelementer fra klassisk over jazz og rock til frie improvisationer.
Fem individuelle personligheder og deres humor vil præge denne enestående koncert i St. Johannis Kirche kl. 20.00. Det er den nittende februar to tusinde og fem.
Et fuldtalligt publikum har fundet vej til kirken trods kulde og sne. Vi sidder på ”scenen” foran alteret i en scenografi, med fem oplyste paraplyer i forskellige farver og vore fem ens nodestativer
Edgar, Anselm, Andreas, Jonny og jeg spiller en vidunderlig koncert. Jeg nyder det på trods af den omstændighed, at jeg har en af mine sidste menstruationer.
Jeg mister formodentlig adskillige deciliter blod den aften. Det kan hverken tamponer eller almindelige bind holde til.
Lige inden vi begynder, må jeg ud på det minimalistiske råkolde toilet, for at vikle tysk (billigt) toiletpapir omkring et allerede gennemblødt bind. Kirken er mere end 500 år gammel og opvarmning og toiletforhold er derefter.
Fordelen med kvindebands som Hexehyl, Hos Anna, April Light Orchestra eller et kor findes ikke i aften. Ingen jeg lige kan låne en tampon eller et menstruationsbind af.