Toget holder på perronen. Jeg sætter farten op med tenorsaxen bumpende tværs over min ryg. Sopransaxen har jeg i den ene hånd og tasken med noder i den anden. Jeg sveder og ryggen brokker sig.
Alligevel sætter jeg i løb, kommer hæsblæsende ind af døren, lægger sopransaxen i nettet og falder gispende ned på et sæde med tenoren og tasken mellem mine ben. Nu vil jeg glæde mig til at komme tidligt hjem.
Et kvarter efter er det Hellerup Station og jeg står af. Jeg har fået pusten igen og spadserer roligt hen ad perronen, mens toget fortsætter nordpå.
Der er noget galt. Jeg stopper op, og mit hjerte hamrer løs. Sopransaxen er ikke kommet med! Den ligger stadig i bagagenettet.
I billetsalget siger de, at den eneste mulighed er DSB’s hittegodskontor.
”Nej, du kan ikke ringe. De har lukket, men tag derind i morgen!”
Glemt er hvor svær den er at intonere på, og hvor ondt jeg får i tommelfingeren af at bære den, når jeg spiller.
Hen på eftermiddagen næste dag bliver vi forenet på Københavns Hovedbanegård. Jeg er lettet og føler mig født under en heldig stjerne. De næste måneder bruger jeg timer i øvelokalet på at intensivere mit forhold til sopranen.